TrygVesta vil opleves som Nordens ledende tryghedsleverandør og arbejder for, at bekymringer ikke skal stå i vejen for vores kunders hverdag. I 2008 sikrede vores 4.000 medarbejdere, igennem vores leverancer, hver dag tryghed for mere end 2,2 millioner privatpersoner og mere end 100.000 virksomheder.
Vi er det næststørste skadeforsikringsselskab i Norden med aktiviteter i Danmark, Norge, Finland og Sverige. I Danmark og Norge er vi henholdsvis den største og tredjestørste aktør, mens vi i Finland og Sverige, hvor vi har haft aktiviteter siden henholdsvis 2001 og 2006, oplever hastig vækst.
TrygVesta tilbyder forsikringer inden for blandt andet følgende områder: ansvar, arbejdsskade, bil, ejendom, løsøre, transport, villa, ulykke og sundhed. Langt størstedelen af kontakten til kunderne går gennem vores egne kanaler. Desuden har vi et strategisk partnerskab med Nordea, som er Nordens største bank.