Aflønning

Vederlagspolitik for bestyrelse og direktion TrygVesta har en vederlagspolitik for aflønning af bestyrelse og direktion og overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning.

Se mere på www.trygvesta.com/dk > Vores forretning > Selskabsledelse.

Aflønning af bestyrelsen
Bestyrelsen aflønnes med et fast honorar og er ikke omfattet af incitaments- eller fratrædelsesordninger. Bestyrelsens aflønning fastsættes på baggrund af udviklingen i sammenlignelige selskaber. I øvrigt indgår hensyn til kompetencer og indsats samt bestyrelsesarbejdets omfang. Bestyrelsesformanden modtager et tredobbelt beløb i forhold til de øvrige medlemmer, mens næstformanden modtager et dobbelt beløb.

Bestyrelsesmedlemmer, der deltager i revisionsudvalget og vederlagsudvalget, modtager herudover et honorar for udvalgsarbejdet. Formændene for udvalgene modtager halvanden gang så meget som de øvrige medlemmer. Generalforsamlingen godkender bestyrelsens aflønning for det aktuelle regnskabsår. Bestyrelsens aflønning var uændret fra 2007 til 2008.

Aflønning af direktionen
TrygVestas direktion består af tre personer. Aflønningen af direktionen afspejler et ønske om at sikre koncernen en balanceret indtjeningsudvikling og værdiskabelse både på kort og på længere sigt.  

I aflønningen af direktionen indgår præstationsafhængig bonus, som består af en bonusordning på op til tre måneders ekstra løn inklusive pension (for koncernchefen dog fire måneder). Bonusordningen er direkte knyttet til opfyldelsen af på forhånd fastsatte mål. I vurderingen af den enkelte direktørs opfyldelse af målene indgår såvel koncernens samlede resultater som den enkelte direktørs præstation inden for sit ansvarsområde. De konkrete mål fastsættes inden for alle fire perspektiver af balanced scorecard (økonomi, kunder, processer og læring). Målepunkterne afspejler koncernens og de enkelte forretningsområders eller organisatoriske enheders strategiske fokusområder, blandt andet vækst, lønsomhed, reduktion af omkostninger, kundetilfredshed og -loyalitet, image, processer, kommunikation, medarbejdertilfredshed og -udvikling samt innovation. Direktionen kan få bonussen udbetalt kontant eller som aktier til favørkurs. Hvis en direktør vælger at købe aktier til favørkurs, kan aktierne erhverves til kurs pari med et samlet favørelement, som svarer til den bonus, direktøren har modtaget.  

En del af direktionsmedlemmernes løn består af aktieoptioner blandt andet for at sikre loyalitet og motivation. Ved tildelingen kan værdien af aktieoptionerne maksimalt udgøre 50 % af direktørens faste årsløn inklusive pension. Ved udnyttelse af aktieoptionerne kan værdien opgjort som forskellen mellem markedskurs på udnyttelsestidspunktet og tildelingskurs maksimalt udgøre 200 % af den enkelte direktørs faste årsløn inklusive pension.

Direktionsmedlemmerne har mulighed for firmabil, og der indbetales 25 % af basislønnen til pension. Hvert direktionsmedlem har 12 måneders opsigelse og ret til 12 måneders fratrædelsesgodtgørelse. Koncernchefen har dog 12 måneders opsigelse og ret til 18 måneders fratrædelsesgodtgørelse plus pensionsbidrag i den samme periode.
direktionens aflønning.jpg

Incitamentsaflønning
Koncernledelsen og ledende medarbejdere tilbydes ligesom direktionen en præstationsafhængig bonus, der kan udgøre op til tre måneders løn og på lignende vilkår.

TrygVesta har desuden et aktieoptionsprogram for direktion, koncernledelse, ledende medarbejdere og medarbejdere, som har ydet en særlig indsats. Aktieoptionerne, der giver ret til at købe én aktie pr. option, kan tidligst udnyttes 3 år og senest 5 år efter tildelingen. Tildelingskursen er markedskurs på tildelingstidspunktet plus 10 %. Udnyttelseskursen er tildelingskurs minus udbetalte udbytter i perioden. Aktieoptionerne kan kun udnyttes i de åbne handelsvinduer i forbindelse med offentliggørelse af hel- og halvårsresultat. Aktier anvendt til aktieoptionsprogrammet fremskaffes ved opkøb af egne aktier.

I 2008 gav aktieoptionerne ret til at erhverve aktier til gennemsnitskursen på TrygVesta-aktien (alle handler) på OMX Københavns Fondsbørs den 22. februar 2008 plus et tillæg på 10 %, som svarer til en tildelingskurs på 416,06 DKK. I 2009 forventer TrygVesta at uddele et aktieoptionsprogram af tilsvarende værdi og vilkår.

Medarbejderbonus
TrygVesta har et medarbejderbonusprogram, da koncernen lægger vægt på, at alle medarbejdere kan se egen indsats i forhold til koncernens overordnede mål. Medarbejderbonussen er knyttet til combined ratio og vækst. For 2008 udløste bonussen mulighed for at købe favørkursaktier med et favørelement på 5.000 DKK pr. medarbejder.

bestyrelsens aflønning.jpg
aflønning revisionen ny.jpg
aktieprogram.jpg