TrygVesta lægger vægt på åbenhed, gennemsigtighed og på at tilgodese omverdenens informationsbehov. Koncernens Investor Relations-afdeling stræber efter at sikre et højt informationsniveau ved at:
Information af betydning for kursdannelsen offentliggøres efter de gældende regler om distribution af nyheder i EU. På samme tid opdateres koncernens hjemmeside www.trygvesta.com. Desuden sender TrygVesta informationen direkte til London Stock Exchange, pressen, aktieanalytikere, investorer og andre interesserede. I overensstemmelse med anbefalingerne fra OMX Den Nordiske Børs København kommenterer TrygVesta ikke på finansielle resultater eller forventninger tre uger før offentliggørelsen af regnskabsmeddelelser.
Aktiekursudviklingen i 2008
TrygVesta-aktien startede året i kurs 388 DKK og sluttede i kurs 328 DKK. Inklusive udbytte på 17 DKK blev det samlede afkast for 2008 således -12 %. Til sammenligning faldt OMX C20 indekset med 46 % og DJ Euro Insurance Index faldt 44 %. TrygVesta-aktien var i 2008 påvirket af det generelle kursfald på aktier, som beskrevet i Forordet.
Afkastet inklusive udbytte blandt de øvrige børsnoterede forsikringsselskaber i Norden i 2008 var: Alm. Brand -76 %, Sampo -22 % og Topdanmark -6 %.
Omsætning i TrygVesta-aktien og aktietilbagekøb
TrygVesta-aktien havde i gennemsnit en daglig omsætning på 44 mio. DKK i 2008. Omsætning i TrygVesta-aktien for hele 2008 på OMX Den Nordiske Børs København var 11,0 mia. DKK.
Den 4. april 2008 startede TrygVesta et tilbagekøbsprogram på maksimalt 1.405 mio. DKK. Ved udgangen af 2008 var der samlet købt cirka 3,0 mio. aktier for et beløb på 1.053 mio. DKK.
Aktiekapital og ejerforhold
TrygVestas samlede aktiekapital på 1.700.000.000 DKK har én aktieklasse (68 mio. aktier á 25 DKK nominelt) med lige rettigheder for alle. Hovedaktionæren, TryghedsGruppen smba (tidligere Tryg i Danmark smba), Kgs. Lyngby, Danmark, ejer 60 % af de udstedte aktier og er den eneste aktionær, udover TrygVesta, med mere end 5 % ejerskab. Virksomheden investerer i nordiske selskaber inden for tryghed og sundhed og yder støtte til almennyttige aktiviteter.
Pr. 31. december 2008 var de 40 % free float-aktier fordelt mellem 28.828 navnenoterede aktionærer. Af free float-aktierne ejede de 200 største aktionærer 57 % af aktierne. Ved udgangen af 2008 ejede TrygVesta egne aktier svarende til 5,3 % af aktiekapitalen. 
Investordialogen
Direktionen og Investor Relations mødes med institutionelle investorer og aktieanalytikere efter alle regnskaber. I 2008 havde TrygVesta cirka 250 investormøder og deltog på 15 investorkonferencer. TrygVesta deltog ligeledes på fem arrangementer for private aktionærer i både Danmark og Sverige. Koncernen følges af 18 aktieanalytikere, hvoraf tre er baseret i London. På www.trygvesta.com er det muligt at følge aktieanalytikernes anbefalinger af TrygVesta-aktien.
Hjemmesiden bliver kontinuerligt udviklet og er en vigtig kilde til at holde investorinteresserede orienterede om koncernens udvikling. I februar 2009 blev en dansk version af siden lanceret, så alle danske aktionærer nu i højere grad har mulighed for at anvende siden.
Generalforsamling
TrygVesta afholder ordinær generalforsamling den 22. april 2009 i Falconer Centeret, Falkoner Allé 9, 2000 Fredriksberg, Danmark. Indkaldelsen kan ses i dagspressen og vil blive sendt til aktionærer, som ønsker det. Generalforsamlingen annonceres desuden på www.trygvesta.com.
Ved spørgsmål om generalforsamlingen kontakt:
Koncernchefjurist Bjarne Lau Pedersen.
Telefon: +45 44 20 30 65.
E-mail: bjarne.lau@tryg.dk
Investor Relations-direktør Ole Søeberg.
Telefon: +45 44 20 45 20.
E-mail: ole.soeberg@tryg.dk.
Henvisning > Læs om udbytte for 2008 i kapitlet Kapitalstyring og overskudsdeling.