Det er medarbejderne i TrygVesta, som leverer tryghed og gør en forskel for kunderne. Veluddannede og motiverede medarbejdere er vores vigtigste aktiv og en forudsætning for, at vi når vores mål. Som et af koncernens fire strategiske fokusområder er den humane kompetence. Det betyder kontinuerlig fokus på, at medarbejderne har kompetencer og overskud til at håndtere hverdagens udfordringer. En del af det fokus handler om at give ledere og medarbejdere råderum og ansvar, og vi forventer, at lederne skaber engagement, rammer og resultater. Vi prioriterer nytænkning og åbenhed over for nye idéer højt og tror på, at det er med til at skabe en attraktiv og spændende arbejdsplads.
Medarbejderundersøgelse 2008
For at kunne identificere områder, hvor vi kan forbedre os, gennemfører vi hvert andet år en anonym medarbejderundersøgelse, som fokuserer på arbejdsmiljø, tilfredshed og trivsel. I de mellemliggende år gennemfører vi mindre målinger, der gør status på arbejdsklimaet og de igangsatte aktiviteter.
Medarbejderundersøgelsen i 2008 viste det samme høje niveau for medarbejdertilfredshed som statusmålingen i 2007, nemlig at 90 % af koncernens medarbejdere er meget tilfredse eller tilfredse med at arbejde i TrygVesta. Som noget nyt sammenlignede vi i 2008 resultaterne fra medarbejderundersøgelsen med de nordiske arbejdsmarkeder generelt og med den finansielle sektor i Norden specifikt. Sammenligningen viste, at TrygVesta på alle undersøgelsens områder har en højere tilfredshed end nordiske virksomheder generelt. I forhold til den finansielle sektor i Norden opnåede TrygVestas ledere særligt en høj score, ligesom vores evne til at skabe muligheder for faglig og personlig udvikling er stærkere end den generelle vurdering i branchen.
Vi tror på, at respekt, åbenhed og tillid er vigtigt for at bevare et godt arbejdsmiljø. Resultaterne fra medarbejderundersøgelsen bruges derfor aktivt i dialogmøder i alle afdelinger. Resultaterne har ydermere medført, at der i 2009 vil være fokus på kommunikation og mearbejderbranding, belønningssystem, MUS og udviklingsplaner.
Det Levende Hus og Den Levende Organisation
I 2008 startede arbejdet med at omdanne TrygVestas kontorer i Ballerup og Bergen til moderne arbejdspladser, der fremmer innovation, videndeling og et motiverende arbejdsklima. Omdannelsen vil få stor betydning for hver enkelt medarbejder, som vil få bedre faciliteter i form af innovations-, møde- og stillerum samt afslapnings- og caféområder, men også bedre arbejdspladser med nyt udstyr og moderne indretning. I 2008 var over 100 medarbejdere og ledere involveret i udviklingen af projektet, og de første pilotprojekter blev gennemført. I 2009 starter de store ombygningsprojekter, som vil blive understøttet af udrulningen af nye it-værktøjer og uddannelse for alle medarbejdere i forandringsparathed. Projektet forventes færdigt i slutningen af 2010.
Rekruttering og medarbejderbranding
I 2008 gennemførte TrygVesta en grundig analyse af koncernens rekrutteringsproces. Analysen mundede ud i en lang række tiltag, der sikrer gennemsigtighed, godt flow og høj kvalitet i rekrutteringsprocessen.
I 2008 udarbejdede vi et nordisk rekrutteringskoncept til tryk, internet og messestande, og vi øgede koncernens synlighed på uddannelsesmesser og -institutioner i hele Norden for at profilere os i forhold til nyuddannede. Desuden introducerede vi for anden gang et nordisk management traineeprogram med otte trainees fordelt i Norden. For at styrke koncernens mangfoldighed i rekrutteringsprocessen samarbejdede vi med forskellige foreninger og organisationer. Blandt andet deltog koncernchefen i et projekt med henblik på at bringe unge med invandrerbaggrund og med en belastet fortid ind på arbejdsmarkedet.
I 2009 vil vi arbejde på at videreudvikle mulighederne for medarbejdere, der ønsker at arbejde internationalt. Derudover vil vi fortsætte arbejdet med at profilere os over for potentielle nye medarbejdere.
Fokus på kompetenceudvikling
Vi ved, at udvikling er nødvendig, hvis vi også fremover vil opfattes som Nordens ledende tryghedsleverandør. Derfor er det vigtigt for os at stille uddannelse og udviklingsværktøjer til rådighed, så medarbejdere og ledere til hver en tid kan opdatere og videreudvikle deres viden. Uddannelses- og udviklingsaktiviteter varetages af Corporate Learning og TrygVesta Lederakademi. Corporate Learning, som er en træningsenhed, står blandt andet for medarbejderuddannelse og kvalitetssikring af alle interne og eksterne kurser, mens TrygVesta Lederakademi er en udviklingsenhed med fokus på udvikling af ledere og specialister.
Et projekt, som Lederakademiet beskæftigede sig med i 2008, var TrygVestas nye talentudviklingsprogram. Med talentudviklingsprogrammet sætter vi fokus på at accelerere udviklingen for en defineret gruppe af talentfulde og ambitiøse medarbejdere. I relation til vores strategiske fokusområder vil vi gennem talentudvikling sikre kompetencer i de discipliner, som er særligt vigtige for at drive koncernens værditilvækst i de kommende år. I starten af 2009 gennemføres et forløb for talenter med lederpotentiale og junior projektledere med potentiale til at drive større projekter i TrygVesta. Som en del af den overordnede talentudviklingsstrategi vil næste fase af programmet også omfatte ledere og fagspecialister.
Tryg Tryk
I 2008 indledte TrygVesta og Kunstforeningen Gl. Strand i København et treårigt samarbejde under navnet Tryg Tryk. Samarbejdet indeholder en aftale om fremstilling af et årligt litografi, som både koncernens kunder og medarbejdere har mulighed for at få glæde af. Aftalen indebar i 2008 en specialfremstilling af 120 litografier af kunstneren Ivan Andersen, hvoraf TrygVesta fik råderet over halvdelen, mens den anden halvdel tilkom kunstneren og kunstforeningen. Af TrygVestas andel blev 40 litografier udloddet til medarbejdere, som efter indstilling af kolleger havde gjort en særlig indsats i årets løb