Vesta Skadeförsäkring sælger forsikringer til privatpersoner. Salget sker gennem Nordeas filialer, eget call-center og via internettet. Den svenske filial har cirka 100 medarbejdere.
Tempoet øges i Sverige
I Sverige steg bruttopræmieindtægterne med 146 % eller 131 mio. DKK til 221 mio. DKK. Den hastige vækst kommer først og fremmest fra et solidt salg gennem Nordea men i stigende omfang også fra forretningsenhedens egne call-center medarbejdere, der nu står for cirka 50 % af salget. I løbet af 2008 blev der solgt 122.000 forsikringer i Sverige, eller 35.000 forsikringer mere end i 2007. Den samlede portefølje var 259 mio. DKK (380 mio. SEK) ultimo 2008 og var negativt påvirket af faldet i den svenske krone. Kundeantallet udgjorde 107.000 ultimo 2008 mod 50.000 ved årets start.
Erstatninger
Skadeforløbet var 96,8 % i forhold til 88,9 % i 2007. Niveauet anses for tilfredsstillende for en så forholdsvis ny portefølje. Desuden var den svenske forretning ramt af en række mellemstore brandskader på fritidshuse og villaer i 2008, hvilket påvirkede ratios relativt hårdt og gav nogle markante udsving, da forretningens størrelse fortsat er relativ begrænset. Siden den svenske forretning startede medio 2006 har der ikke været foretaget præmieændringer, og mekanisk årlig præmieindeksering foretages ikke i det svenske marked, som det gøres i det danske marked. Som en følge heraf planlægger Vesta Skadeförsäkring en række præmietiltag i 2009. Effekten af disse prisstigninger vil være synlige fra 2. halvår 2009, men først slå fuldt igennem i 2011.
Omkostninger
De nominelle omkostninger steg 9,5 % til 104 mio. DKK, hvilket skal ses i sammenhæng med den høje bruttopræmievækst, der samlet medførte en reduktion i omkostningsprocenten fra 105,6 til 47,1. Omkostningerne er hovedsagelig drevet af salgsprovisioner, men i takt med at eget call-center sælger en større andel af forsikringerne, vil omkostningsprocenten blive belastet relativt mindre til gavn for indtjeningen fremadrettet.
TrygVesta har i 2008 indgået en ny aftale med Nordea om afregning af provision, for de forsikringer som sælges gennem Nordea. Det betyder, at det grundet aftalens vilkår nu er muligt at periodisere tegningsprovision i forsikringens første år, da der reelt er tale om en forudbetaling til Nordea mod tidligere udgiftsførsel på tegningstidspunktet.
Den hastige vækst indebærer behov for at styrke medarbejdersiden, og antallet af fuldtidsmedarbejdere var godt 100 ved udgangen af 2008 i forhold til 60 ved årets start.
Combined ratio
Combined ratio endte året på 143,9 i forhold til 194,5 i 2007.